Overforbrugeren

overforbrugeren

Ord der ofte kendetegner Overforbrugeren

Positivt: Lever i nuet, positiv, glad for selskab, udadvendt
Negativt: Sløset, orker ikke at tage ansvar, skal hjælpes

Den typiske Overforbruger

Du går til tilværelsen sorgløst og bekymrer dig ikke det store for fremtiden. Penge er et nødvendigt onde, som du har behov for, for at kunne have det sjovt, og du vil gerne have det sjovt. Du bruger gerne dine penge på sjove ting (tant og fjas), og pengene brænder ofte i lommen. Du er sikkert vild med nye ting og gadgets, og ender ofte med at lave impulskøb. Overforbrugeren har på den positive side en grundlæggende tryghed, der gør at han/hun ikke bekymrer sig om penge. Der er en tiltro til, at det nok skal gå alt sammen, og at tingene løser sig. Så du har jo ikke noget behov for at have en buffer i økonomien til de uforudsete udgifter. Eller?

Du er sandsynligvis ikke nærig med ros og komplimenter til andre, og er også generøs overfor dig selv. Til gengæld kan du meget vel have problemer med at håndtere ting, som at købe på afbetaling/ kreditkort, da du kommer til at impulskøbe alt for tit. I ulykkelige tilfælde kan det at købe uden at have penge ende i konkurs/tvangsauktion. Så der er god grund til at arbejde med din pengepersonlighed som Overforbruger. Der er nemlig også risiko for, at den meget shopping er en flugt fra virkeligheden, og er et tegn på dit behov for anerkendelse og at være god nok på andre punkter.

Der er mange i denne gruppe, der forsøger at opretholde en livsstil de faktisk ikke har råd til, og derfor lever over evne økonomisk set.

Gode råd til Overforbrugeren

I vores del af verden er der ofte mere respekt om Superspareren end Overforbrugeren. Man skal arbejde hårdt, spare flittigt op og helst ikke unde sig selv for meget. Det kan være forbundet med syndsfølelse at bruge penge, særligt hvis man samtidig har behov for at låne penge, for at få tingene til at løbe rundt. Så bliver man opfattet som en uselvstændig og mislykket person. Når du er Overforbruger, er der en stor sandsynlighed for, at du er vokset op i et miljø, hvor det har været andre, der har taget ansvaret. Denne ansvarsløshed bliver så videreført over i voksenlivet.

Dit syn på penge er meget kortsigtet. Ting som økonomisk fremtid og pensionsopsparing er ikke rigtigt på radaren. Denne lidt letsindige tilgang til penge kan virke meget provokerende for andre. Så du skal helt sikkert arbejde dig væk fra dine pengepersonlighedsnaboer Gambleren og Den Ligeglade og arbejde på at finde i retning af din modsætning Superspareren. Ikke fordi det nødvendigvis er lykken at spare op, men det vil gøre det muligt for dig at skaffe penge. Måske endda komme i gang med investeringer, der vil kunne finansiere dit forhåbentligt faldende forbrug på sigt.

Prøv testen hér!