fbpx

Hvordan er det nu lige med aktier og skat?

aktier og skat

Det er blevet december, og det betyder julehygge, stearinlys og pebernødder. Men det betyder også, at man er nået til den tid på året, hvor det er en rigtig god idé at kigge på sin aktieindkomstskat.

Jeg har altid haft et ambivalent forhold til det at skulle betale skat af mine aktiegevinster. Det er jo aldrig rart at se sin investeringsgevinst blive mindre, men på den anden side, så er det jo også sådan, at hvis jeg får en stor aktieindkomstskat, så må det jo være, fordi jeg har tjent godt på mine investeringer, og det er jo positivt.

Skatteovervejelser for aktiegevinster

Nå, men tilbage til det med aktier og skat for i år. Du kender måske reglerne om, at man skal betale 27 procent i skat af sine realiserede aktiegevinster. Det gælder for de første 58.900 kr. her i 2023. Det, der ligger udover det, bliver beskattet med 42 procent. Og det er så her, at det måske er godt lige at få kigget sin aktieskat i sømmene, hvis man ikke vil have en ekstraskat på årsopgørelsen.

Skatteoptimering ved aktietab

For faktisk har man nogle muligheder for at styre, hvornår man vil betale skat af sin gevinst på aktier. Nemlig hvis man har aktier i sin portefølje, hvor man har tabt penge. Hvis man realiserer det tab, kan man trække tabet fra i sin aktieindkomst og dermed betale mindre i aktieindkomstskat. Jeg kender jo ikke din økonomi, men det kunne være, at det var en god idé at komme under progressionsgrænsen på 58.900 kr.

Nu kan det jo være, at du tænker, at du ikke har lyst til at skulle sælge en aktie med tab, fordi du tror på, at den er en vinderaktie på lang sigt. Men det behøver du faktisk heller ikke rigtigt, for du kan jo købe aktien igen. Reglen er ikke helt tydelig. Skattevæsenet kræver, at du skal have løbet en kursrisiko for at kunne fradrage dit tab. Du kan altså ikke sælge dine Ørsted-aktier og så købe dem igen 10 minutter efter og så bruge tabet på dit skatteregnskab. Men hvis du er ude af aktien i 2-3 handelsdage, så har du i alle tilfælde haft en risiko for, at aktien er steget eller faldet, og kan altså købe den igen.

Eksempler og taktikker

Lad os tage et tænkt eksempel om aktier og skat. Jeg vil gerne hive nogle gevinster hjem på nogle investeringer, der er gået rigtigt godt de seneste år. Det kunne være Novo Nordisk, Tesla eller Nvidia. Så jeg sælger aktier for 100.000 kr.

Aktierne har jeg haft længe, så jeg har faktisk kun betalt 30.000 kr. for de pågældende aktier. Det betyder, at jeg har en positiv aktieindkomst på 70.000 kr. Jeg har også modtaget udbytter på nogle af mine andre aktier, i alt 10.000 kr. Så nu er min aktieindkomst 80.000 kr. i år.

De første 58.900 kr. skal jeg betale 27 procent i skat af, det er 15.903 kr. De sidste 21.100 kr. af min aktieindkomst bliver beskattet med de høje 42 procent, hvilket giver 8.862 kr. Udbytterne er der trukket skat af automatisk, det er 2.700 kr., men jeg står altså til at skulle betale 22.065 kr. i ekstraskat når årsopgørelsen lander næste år (15.903 kr. + 8.862 kr. – 2.700 kr.).

Skattemæssige overvejelser ved genkøb af aktier

Samtidig har jeg været uheldig med min investering i Ørsted. De 60.000 kr. jeg investerede i selskabet for 2 år siden, er nu kun 20.000 kr. værd. Men jeg tænker samtidig, at selskabet nok skal komme op igen, da der er brug for vindmølleparker, hvis vi skal nå vores klimamål. Så jeg vil faktisk gerne beholde dem.

Så jeg sælger alle mine 60 Ørsted-aktier for 20.000 kr. og køber dem igen omkring 3 handelsdage efter til ca. samme pris. Jeg har altså stadig 60 Ørsted-aktier.

Skattemæssigt ser regnskabet nu meget anderledes ud. For min aktieindkomst er nu 80.000 kr. – 40.000 kr. Altså en aktieindkomst på 40.000 kr. Det er under progressionsgrænsen på 58.900 kr., så jeg skal betale 27 procent af hele beløbet, altså 10.800 kr. Jeg har dog allerede betalt udbytteskat på 2.700 kr., da de automatisk trækkes af banken, når jeg får udbytte.

Så min situation er nu, at jeg kan nøjes med at betale 8.100 kr. i ekstraskat på mine realiserede gevinster i stedet for 22.065 kr.

Du undgår at snyde dig selv

Det er ikke, fordi jeg snyder nogen. For hvis mine Ørsted-aktier stiger igen, så er den stigning nu blevet en, jeg skal betale skat af. Men det kan jeg jo så vælge at realisere et år, hvor jeg ikke har så høj aktieindkomst, og derfor ikke kommer op over progressionsgrænsen til den høje skat på 42 procent.

Særskilte skatteregler for pensionsopsparing og aktiesparekonto

Hvis du har alle dine midler på pensionsopsparing og aktiesparekonto, så er reglerne noget anderledes. Det er et helt særskilt skattemiljø med lagerbeskatning. Så der behøver du altså ikke at holde øje med progressionsgrænser og skatteoptimeringer.

Hvis du føler, at du har behov for hjælp til at få styr på dine aktier og skat, så er du altid velkommen til at booke en sparring hos Birk & Wahlgren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait